Fortvivlelsens selvhjælp (2007)

 

Louise Rasmussen, senere Grevinde Danner, er i årene 1835-42 balletdanserinde ved Det Kgl. Teater. Hun har  en affære med Carl Berling,  og får en søn med ham. Carl Berling driver i disse år Berlingske Tidende, og Louise etablerer sig som modehandlerske i København. Carl Berling bliver i 1848 privatsekretær for kong Frederik d. VII. Louise gifter sig med kong Fredrik VII i 1850. De tre lever, sammen med Carl Berlings kone og mange børn, lidt afsondret på Jægerspris slot. Louise forærer kongen en pibe med et særligt lille hoved, beregnet til hashrygning. Kongen forærer hende et fint gevær med perlemorsbelagt skæfte. De elsker jagt og broholmer-hunde. Louise har et gyldent værelse midt i slottet med mange polstrede møbler og sideborde, velegnet til dannet tale og intellektuel udveksling. Carl Berling sørger for fisk i voldgraven. Kongen er blevet meget trind om livet og forlyster sig med at fiske ud af slotsvinduerne.

Orla Lehmann vil afskaffe enevælden: "Vi anråbe deres Majestæt om ikke at drive nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp".

Med underskrivelsen af juni-grundloven afskaffes enevælden i 1849. 

Louise testamenterer ved sin død 7 mill. kroner til en stiftelse i København for fattige kvinder og en stiftelse i Jægerspris for fattige piger.